Anlæg en køkkenhave
Noget af det skønneste ved en have er at det åbner op for muligheden for at anlægge en køkkenhave. Det kan både være en der er så stor, at familien kan blive selvforsynende næsten hele året rundt, men det kan også blot være et par små bede, som lige giver salat og tomater til de nærmeste.
Inden i går i gang skal i beslutte om i vil have bede eller om i vil have højbede i stedet. Fordelen ved højbede er, at de kan bygges så høje at det er nemmere at lue og man skal ikke bukke sig ned på samme måde, som med et almindeligt bed. Det mindsker muligheden for at få ondt i ryggen.
Krav til bedene
Uanset om du vælger bede eller højbede, skal du være opmærksom på om du kan komme ind på midten af bedet, uden at skulle træde ind i bedet. Det betyder at det max skal være 1,5 meter bredt.
Vælger du højbede så byg dem så høje, at du kan lue dem uden at skulle bukke dig ned. Du skal selvfølgelig bruge langt mere jord, men det er det værd. Det mindsker også muligheden for at der kommer græs i bedene, hvilke nemt kan ske hvis de er for lave.
Det er også vigtigt at du vælger materialer, der er egnet til at dyrke grønsager i. F.eks. anbefales det ikke at lave højbede af trykimprægneret træ.
Et andet godt tricks er at anlægge dem, så du kan komme rundt med en trillebør eller hvis der græs, med en græsslåmaskine. Det gør det væsentligt nemmere, når der skal fjernes ukrudt og der skal smides gødning i bedene.
I stedet for at bygge dine egne bede, kan du også vælge at købe færdiglavede. Det gør det hurtigt og nemt at komme igang med at dyrke grønsager.